Dragtmønstrer og beskrivelser og lidt om knapper, snørrehuller, forklæder og kapper
Den klassiske middelalder tunika/kjortel til mænd og kvinder, er med lange ærmer og med kiler for ekstra vidde. Til Mænd kan den være kort eller lang, efter stand og periodens mode, til kvinder når den fødderne(fodsid) og for højre stand er den endnu længere med evt. slæb.
Denne type kile var brugt gennem hele middelalderen, det var en enkel og effektiv måde at opnå bevægelses frihed og undgå at kjortlen blev revet i stykker under det daglige arbejde.
Ofte består hver kile af 2 trekanter, igen noget med at spare stof.
Mænd der leger blindebuk med strudhætter. Blindebukken har strudhætten omvend på og de andre dasker til ham, med deres egne strudhætter. Mændenes dragter er i en lidt usædvanlig form for mi-parti/Motly.
Strudhættens navn kommer af det lange strud i nakken af hætten, på engelsk kaldes den en Liripipe.
hætteslaget var en middelalder klassiker og fra ca. 1300 tallet udstyret med et langt strud, og både høj og lav bar den og mænd, kvinder og børn. Dens funktionalitet, klædelighed og mange variationsmuligheder gjorde den meget populær.
Mønstret til en strudhætte er ret enkelt, hætten er uden sammensyning foroven og strudet er tilføjet til toppen af nakken, strudet kan varieres i længden til at kunne anvendes som tørklæde eller fæstes i bæltet bag på.
2 kiler sys på skulder stykket og hvis strudhætten er uden knappelukning, kan der sys en stor kile forpå. Selve skulderslaget kan også have en varierende længde, fra lige til at dække skuldrene til at nå taljen. Nogle strudhætter havde en fliget kant forneden af slaget, eller kraftige lange frynser.
Den klassiske T-kjortel model -kvindernes tunika er bare længere og evt. mere figur syet i taljen. Allerede tidligt i middelalderen begyndte man at figursy tunikaerne, men ikke mere end at de kan tages på over hovedet, de fleste af Nordbo tunikaerne er figur syede og lige til at tage på, uden hjælp af knapper og snørringer.
Logik og stof besparelse
Det meste klæde i middelalderen var en "skulderbredde" 50-60 cm (dog kunne kostbare stoffer, være væsentligt bredere), derfor er en tunika grundlæggende en rektangel, med en halsåbning, uden skuldersøm, hvortil ærmer og kiler er tilføjet. Ved ikke at have en skuldersøm var de cm sparet og en søm på skulderen er mere tilbøjelig til at slides på kanten, end når der ikke er en søm.
Ærmerne kan være helt enkle og let tilsmaldnende ved underarm og håndled. Ærmegabs kiler indsættes for mere plads og fordi det betyder at ærmerne kan klippes en anelse smallere og dermed mere stofbesparende, og så kan øges med kilerne, der indssættes ved ærmegab, disse kiler kan fremstilles af de stykker der naturligt opstår som "rester" når man klipper mønstret.
På den måde har man kunne klippe en kjortel ud af det ret malle stof, uden at der opstod for mange rester og spild.
Dette er middelalder tankegangen omkring det at klippe ud til en tunika, uden brug af mønster.
For den mere øvede kan der så komme mere facon på mønsterdelene: ofte kan små kurver give et mere elegant udtryk eller man kan udnytte væveretningen til biascut og på den måde få stoffet til at smyge sig bedre om kroppen som fx. på nordbodragterne.
Meget af det middelalder tøj man har fundet er ret asymetrisk, specielt det der formentligt er hjemmesyet og ikke fundet i storbyer. Man har på bedste vis forsøgt at få mest ud af det stof man har haft, uden at gå så meget op i at kiler og ærmer var lige store, eller hvor mange sømme der skulle til for at få en helhed ud af det.
Man har dog ikke sjusket med matrialer eller syningen, for holdbarheden var det vigtigste.
Ærmer og ærmegabs kiler
Især ærmer og ærmegab, kan virke lidt skræmmende hvis man ikke en vandt til at sy, jeg vil anbefale at man køber billigt læred til mønster dele.
En anden type kile der dukker op i løbet af 1300 tallet, er anbragt bag på ærmet.
Man kan få ærmet ret stramt ved håndledet ved at lave en slids, mange kjortler var uden knapper ved håndledene. På billeder kan man se at folk lavede et opsmøg så man kunne se det kontrastfarvede for.
Billedet ovenfor viser Grande assiettes, betegnelsen for ærmer der går lidt ind over skulderbladene, ærmet kan så ellers være vigt eller stramt efterfølgene.
Den type ærmegab giver også en god bevægelsfrihed, bla. i meget stramme dragter, kjolen der kaldes Dronning Margretes kjole, har grande assiettes. I senmiddelalderen kan ærmegabene gå helt indover skulderbladene og kjolen/kjortlen har ofte en midter syning.
Kiler er også stofbesparende fordi ærmet er ret vigt foroven ved ærmegabet og kilen gør at selve ærmet kan klippes smallere foroven og det kan godt betyde meget når man planere dragt mønstret. Der var også ærmer med kile foran eller på skulderen. Bog Moyen kjolen er et avanceret eksempel på den type ærme.
Moselund kjortlen ca. 1200 er et eksempel på en kjortel der er mere avanceret en T modellen, der er skåret ind til ærmegab og ærmerne er buet foroven og der er extra plads til albuerne. Det er en såkalt bladkjortel: en ridekjortel , med slids for og bag.
Jeg har selv klippet mine ærmer med albu plads, så man kan få et ret stramt ærme og alligevel kunne bevæge armene frit.
Kragelund kjortlen fra 1100 tallet. Her er en anden type ærme, der også kan være god til en skjorte. Kjortlen er en T model. Kilen foran er opsplittet. Personligt mener jeg at modellen specielt ærmetypen, kunne være god til en skjorte/undertunika.
På billeder fra højmiddelaldderen er ærmerne ofte vist meget stramme fra håndled til under albuen for derefter at blive lidt flagremuse agtigte, ærmer der have den lille albue runding Moselund kjortlen har også bidraget til at gøre ærmet mere fyldigt foroven, de 2 billeder nedenunder viser den ærmetype.
Overtunika med hætte
Overtunikaen (surcote) fandtes også i en udgave med hætte, den var specielt populær i midten af middelalderen. En tunika med hætte har krævet mere stof, så for mindre velhavende har en strudhætte været en billigere løsning med flere kombinations muligheder og da den ofte rellativt lang tyder det også på at den har været et dyrt stykke overtøj, det er ofte embedsmænd og præster der er vist iført den.
Kjortlernes hætter danner en løs rullekrave.
Hætten kan have forskellige udformninger med hensyn til hvordan den er tilsyet, på nogen billeder7skulpturer ses den son påsat som på en moderne hættetrøje, men i de fleste tilfælde ser den ud foran, som en vig rullekrave når hætten er "slået ned", på samme måde som en strudhætte, så jeg formoder at hættern har en udformning med lidt "ansigtskant" som strudhætten for at opnå den effekt.
Skjorter
På grund af at hør og plantfibre ikke så let bevares, er der fundet meget få skjorter fra tiden.
Umiddelbart er de få fund der er af skjorter, af en lidt anderledes udformning end uld kjortlerne.
Viborgskjorten er et enestående smukt dragtfund, der fortæller at der kan have været mange variationer og modeller af tunikaer og skjorter fra middelalderen, vi i dag ikke kender fra fund.
Hvorfor Viborgskjorten er så anderledes i snit og om det var almindeligt ved man ikke. Den virker meget etnisk folkloristisk i forhold til andet fundet middelalder tøj. Viborg i skjorten er brugt hele 8 forskellige stingtyper.
Skjorten er godt beskrevet i bogen "Viborg Søndersø 1000-1300" udgiver: Jysk arkæologisk selskab Moesgaard.
Normalt syr man til reenactment skjorter som en ret enkel tunika i hør. Sy den ikke for alt for vig i halsen og det er godt med en lidt solid kant og forstærkning oppe på skulderne da det er et sted der slides hurtigt igennem af mænd.
Mere om skjorter.
Kvinde kjortler
Men hvor er alle de skønne middelalder kvinde kjoler? Virkeligheden var at kvinders kjoler langt fra ligner æventyrene og filmenes Prinsesse kjoler, hvis de ikke ligefrem var kongelige eller adel meget lig mændenes tunikaer, bare længere, hvor meget længere kom an på hvor man var på den sociale rangstige.
Den tidlige middelalders Bliaut og den sene middelalders mode fra Burgund er det nærmeste på prinsesse drømmen, men forbeholdt de meget få i middelalderen. Til reenactment er de typer kjoler også en udfordring fordi korrekt materiale valg og teknisk udførelse er vigtig, så det ikke ligner et fjollet teaterkostume.
Arbejdende kvinder har haft ankellange kjortler, hvorimod højestands kvinder kunne have deres kjortler så lange at de kun kunne gå i dem, hvis de blev holdt oppe når de gik.
Højerestands kvinder kjortler kunne også være mere snævert skåret over skulder og barm.
Mange aktør kjoler er syet efter Nordbo dragterne, der har utvivlsomt været flere modeller fra tiden vi ikke kender, heller ikke alle fundene er blevet rekonstrueret.
Uppsala kjolen
Kjolen der kaldes Margrete den 1stes, gyldene kjole fra begyndelsen af 1400 tallet, er et eksempel på en pragt beklædning, vævet med guldtråde og langt slæb. Den har næppe tilhørt Margrete 1, da det ikke passer med dateringen, der er mangel på små Prinsesser i Danmark i det tidsrum, kjolen menes at stamme fra.
Magrete var godt nok en barnebrud, men det er ca. 50-60 tidligere en det man mener er kjolens tilblivelses tid, specielt pga. kvalliteten på stoffets mønstervævning.
Kjolen er i "Gyldendug", fra Norditalien, i et "Ananas" mønster. Man mestrede denne type vævning fra begyndelsen af 1400 tallet, hvorfra den blev perfektioneret, men kjolens snitmønster kunne sagtens være en 1300 tals kjole.
Da kjolen har været ny, har stoffet virket ret stift, og guldet været helt fremtrædende og ikke den røde bund farve. Kjolen har set meget Pariser Coture agtig ud og har været syet proffesionelt.
Den har haft åbning forpå oprindelig 10 cm og der er slidmærker ca. 7 cm fra halslinningen, sandsynligvis efter en fibula. Der er også slid i taljen, der kunne være mærker efter et bælte.
Kjolen er syet i 4 paneler og har derfor midtersyning, den har indsatte øgninge nederst i kjolen bla, på bagstykkets slæb, men de har ikke indgået som en design detalje som fx. Nordbo dragternes kiler, men virket usynlige øgning af stoffet, da man har tilpasset de indsatte stykker, så de passer med stofmønstret, hvilket betyder stof spild.
Så lægget for og bag på kjolen er ikke kiler, men skyldes at kjolen er skåret i en klokkeform, der når kjolen er på, danner smukke dybe faldende læg.
Den klokkede form ses dog også i nordbo kjolerner og er med til at give et flaterende fald i kjolens underdel.
Den har Grande assiettes, hvor ærmegabene går lidt indover skulderbladene, kun det aller øverste af de oprindelige ærmer er bevaret. Ærmerne har haft kiler.
Stoffet har været 60 cm. bredt og der er mindst brugt 10 meter stof til kjolen. Kjolen er foret med hør.
Kjolen har gennemgået nogle omsyninger og reperationer, i forhold til den oprindelige kjole.
Udfra kjolens størrelse mener man den har tilhørt et barn på ca. 10 år. Nok var folk lidt minde end i dag, men udover at kjolen er meget lille, er der heller ikke plads til nogen barm. På grund af manglende ærmer der kunne give en ide om armlængde og man formoder at kjolen har været anvendt for lang, som det ses på tidens billeder af overklassekvinder. Det er med til at gørre størrelsen på kjolens ejer lidt usikker.
Der er ikke andre overlevne eksempler på kjoler af samme kvallitet fra denne periode. Kjolen giver et indtryk af tidens pragt og estetik.
Billede af kjolen.
Rekonstruktion af kjole og stof.
Der er links til mønstre til Reenactment kjoler, der også forklarer hvordan man kan få kvindekjoler til at sidde pænt, på siden om Reenacment tøj.
Ærmer i overtunikaer
Over tunikaen (Surcotten) kunne have en type ærmer med slidser ved ærmegab eller i selve ærmet, det synes som om den tidligste type, er at ærmet ikke er syet til foran i ærmegabet, senere blive det til en slids i selve den øverste foreste del af ærmet.
Udover at se fint ud, har det også kunne reguere varmen i dragten og evt beskytte ærmer i overtunikaen, der er billeder hvor overærmerne er blevet bundet på ryggen for ikke at komme i vejen under arbejde, så på det tidspunkt har ærmeslidsen ikke bare været et oveklasse træk i dragten.
Ærmetypen fortsætter i mere opulent højerestands udgaver i 1400 tallet, med udtakkede fligede kanter, der kan falde helt ned til kanten af dragten.
Strudhætten kan være med eller uden knapper og med eller uden foring.
En strudhætte der er foret med en kontrastfarve og knapper er ret blæret, fordi knapningen kan stå halvåben gøre foret mere synligt.
Kanten omkring ansigtet kunne ombøjes, men uden ombuk, har den kunne tage godt af for vind og vejer.
Strudhætten er krænget ud og tilbage foran, så man kan se det kontrast farvede for, ombukket praktisk når man arbejder og gerne vil se noget uden at kanten tager udsynet.
Jo længere Strud jo riger er man, nogle Strud var så lange at de kunne anvendes som halstørklæde.
Strudhætte fra Skjoldenhamn fundet, fra 1050-1090 tallet.
Strudhætter der går ned i en spids forpå, blev også brugt senere i middelalderen.
Hættens mønster er yderst enkelt: 2 lange rektangler og 2 firkantede kiler. Den fundene hætte havde dekorative pyntestikninger på sømmene. Hætten har ikke den elegante pasform som den senere strudhætte og kræver et lidt solidt matriale for at se pæn ud.
Der er links om strudhætter neders på siden.
Strudhætten som hat
Det blev også meget moderne og populært, at bruge sin strudhætte som hat, hullet til ansigtet rulles og tages på hovedet så skulder slaget og struden hænger ned.
I løbet af perioden er det tydeligt af billeder at hatte typen, at det ikke længere er en strudhætte der er anvendt, men det nu mere er et stof rør der er rullet op og med det resterende stof hængende ned om skulderen, gerne med fligede kanter.
I Frankrig brugte kvinderne nogle små lette strudhætter som kapper/lin, de var formentlig i hør eller silke. Moden ekstisterede både hos almindelige og for fornemme damer. og i 1400 tallet, kunne de også være sorte, sorte lin blev lidt en mode sag i frankrig i 1400 tallet blandt de fornemme.
Jeg synes også jeg har set lignene typer hoved kapper fra England.
Kvinderne har formentlig haft en lille kysehue inden under kappen.
Hoser
En nålestrikket kort hose, det var den model kvinder anvendte, men den korte hose blev også båret af Mænd. Den korte hosemodel fandtes også som en stunthose uden fod.
Hoser der var almindelig vis syet i uldklæde eller hør, men også læder og skind, senere også i hør, de kunne have 1 eller 2 stropper for at kunne holde dem oppe med et bælte. Nogen er også knappet eller bundet fast på en en kort tætsiddende jakke.
Kvinders hoser gik til knæet og blev fastgjort med et hosebånd. De var dog noget længere end til knæet og dannede ofte et ombuk over hosebåndet.
mænd kunne også anvende hosebånd under knæet til lange hoser der allerede var fastgjort til bælte/jakke, for at sikre sig at de sad helt glat og måske også for pynt, da de kunne være lavet af fine bånd med små metal spænder.
Men der er billede af arbejdende mænd, der også bære det korte strømper, med hosebånd, som kvinden på billedet.
Mænd og kvinders hosebånd var fremstillet af bånd der var vævet lidt elastisk.
Bockstensmandens hoser er holdt oppe ved hjælp af lædersnører, fastgjordt lidt nede på hosen. Mange af væveteknikkerne gav en elasticitet i stoffet, så når man klippede på stoffet på skrå: Bias-cut kunne man få kofter og hoser til at smyge sig bedre på kroppen. Finere hoser kunne også være snørrede/hægtede på anklen for at kunne sidde mere til.
Man kunne også anvende hosebånd under knæet til lange hoser der allerede var fastgjort til bælte/jakke, for at sikre sig at de sad helt glat og måske også for pynt, da de kunne være lavet af fine bånd med små spænder.
Mænd og kvinders hosebånd var fremstillet af bånd der var vævet lidt elastisk.
Bockstensmanden havde udover hoserne også fodlapper, syet af gamle stumper af dragter, de har fungeret som ekstra sokker/foring i skoene. Fodlapperne ligner et par lukkede uldne hjemmesko.
Om fodlapper også blev anvendt til hjemmesko er ikke til at sige, men fodkoldt har der nok været inde i husene!
Hoseben uden fødder.
Hoseben har været besparende da det er fødderne på hoserne der bliver mest slidt. Man kan have kombineret hosebenene med korte hoser eller fodlapper.
hoser og stunthoser uden fod, med med en strop eksisterede også.
Man har fremstillet hoser og hoseben i læder og lammeskind, lammeskind synes dog at være for folk der havde brug for den ekstra varme, i forhold til deres arbejde og ikke som en mode ting.
På billeder ses også mænd i stunthoser til knæet og bare lår, de må så have haft ret korte broger på....Eller så har de ikke haft dem på.
I senmiddelalderen syr man tynde lædersåler på hoserne, nok en mode mest for de bonede gulve, der var også den mulighed at anvende de små træslippers til hoserne, her vist i en sandal lignende version. Der er mere om Patines/træsko på undersiden: Sko og støvler
På kalkmalerier er onde eller dumme mennesker Fx. Bødler og Narre, vist med hængende og slaskende hoser hvor man kan se enden og stikkelsbær benene, det er en fast del af middelalderens tegneserie ikonografi og den kan ses på billeder fra hele europa -alle har straks kunne aflæse at denne person var en grim og skidt fyr!
Men almindelige mænd har også haft besvær med at holde sammen på broger og hoser på en elegant måde, hvis man hørte til dem der udførte fysisk arbejde.
Sammensyede hoser og skamposer
Hoserne har en sammensyning bag på benet, der giver en karakteristisk søm bagpå. Snørrene med metaldupper er dem der bruges til at fæste hoserne til jakken.
I løbet af middelalderen ca. 1350, da de korte og stramme Dublet jakker bliver moderne, begynder man at sy hoserne som strømpebukser, så brogerne ikke længere er synlige, eller risikere at være det!.
Mønstret til hosen har søm bag på, men de flerfarvede hoser der bliver moderne har krævet flere mønsterdele, nogen gange var mønstrene assymetriske og meget inspirerede af Heraldiske våbenskjoldes grafiske udtryk.
Det betyder også at brogerne skrumper til små tangatrusser der ikke fylder under de stramme hoser.
Hoserne er knappede, eller fæstet med snørre til jakken.
Mere om Dublet jakker.
Hosernes stramme snit gør at man begynder at tilføje hoserne en Skampose, på engelsk Codpice, precis hvornår ved man ikke, måske i slutningen af 1300 tallet, en mode der fortsatte i 1500 tallet i et utal af mere extreme former.
Skamposer kunne have lidt forskellig udformning, de kunne være lavtsiddende, eller fæstet helt oppe ved linningen. Det kunne være fæstet med snørring, eller knapper.
Populariteten lå måske ikke kun i det praktiske, men at den forede lidt formsyede pose også kunne "forskønne" den mandlige anatomi.
Snørrelukninger i middelalderens dragter
I begyndelsen af middelalderen kvindernes kjoler ikke specielt tætsiddende eller sexede måske lige med undtagelse af Bliauten (se links). Så de fleste kjoler kan tages lige over hovedet. Da det i løbet af 1350erne bliver moderne at kjolerne skal være meget stramtsiddene over brystet, kommer der snørrelukninger, der kan være anbragt i siderne, eller for på. Kvindedragten bliver i løbet af middelalderen mere udringet, samtidigt med at kjolens overdel bliver mere skræddersyet, Fx. snittet i ærmegab.
Man brugte ikke umiddelbart buste indsnit i kjolens overdel, så man må anvende lidt triks for at få den til
at de glat og støttende.
Cottesimpel linket beskriver hvordan.
Det kan diskuteres om kjoler med kiler der starter under armene, kunne gå lidt frem mod barmen og kurve, sådan at kjolen kom til at sidde bedre, men jeg har ikke set bevis for det endnu i fundne dragter.
Stosede snørehuller
I middelalderen anvender man ikke krydssnøring på tøj eller sko, undtagen i senmiddelalderen: 1500 tal, hvor det er som en åben snøring over fronten/livet på dragten over en "stomacker" der er et trekantet pynteklæde forpå i udskæringen eller for Mænd også over en tilrynket skjorte.
"Pirat snøringen" eller "Prinsesse snøringen" på kryds, er noget der desværre hærger blandt middelalder aktører, men den type snøring høre til noget senere i dragt historien. Desværre er der mange film kostume designer der heller ikke hat tjek på den detalje.
Det er værd at bemærke at snøringen begynder og ender med 2 snørehuller der sidder overfor hinanden.
Ærmer Kunne i senmiddelalderen også være aftagelige og have snørhuller ved ærmegabene, de er igen heller ikke krydssnørrede, metoden kunne være at overlappe de stosede huller og så sy snoren/båndet igennem.
På billedet kan man se den skrå snørring i overtunika (Surcot) og kvindens bælte indenunder. Hvis det skal være rigtigt er det ikke kvindens særk man kan se, men en hvid undertunika (cote).
Der kunne være noget praktisk ved at kunne regulere på dragtens pasform Fx. ved graviditet, den tidlige middelalders tunika der ikke var så stramtsiddende havde vidde nok til en graviditet.
Et andet aspekt end det rent praktiske, har været at åbenstående snøringer har virket lidt sexet, så nogen dragter er med vilje syet for små, for at gøre snøringen mere synlig ved at vise underkjortlen.
At få stosede snørehullet til at tage sig helt ens og pæne ud, er næsten umuligt, på den anden side er det heller ikke forlangt -og det giver netop dragten et personligt og håndgjort udtryk.
Ellers må man forsøge sig med nogle prøve syninger!
Der er link nederst på siden til side med grundig forklaring på snøring i historiske dragter.
Snøring
Snørene havde en lille metal dup, så det var lettere af få snoren gennem hullerne. På nutidens større middelaldermarkeder kan man købe den type dupper.
Der findes flere forskellige historiske teknikker til selv at fremstille snore til snøring, eller anden snore/bånd dekoration af dragten, på siden textiler er der links omkring at fremstille snorer. I nogen tilfælde har man også envendt lædersnørre til mænds jakker.
Knapper og hægter
Knapper i middelalderen kunne være i mange materialer: sølv, tin, ben, træ og stofknapper.
Stofknapperne er syet af det samme stof som dragten og består af en stof cirkel med lidt fyld, der bliver syet sammen, så den danner en lille rund boldt, med en lille stilk bag på. Man syede også mere flade stofknapper hvor man med dekorative sting fik gjort knappen flad.
Læs mere om knapper under: Smykker
Krave med hægter på billede fra 1442.
Hægterne er meget som de hægter man stadig kan købe den dag i dag, og er man fiks med en tang og metaltråd kan man selv fremstille sig nogen middelalder hægter.
Forklæder
Med uldtøj der ikke bare kunne vaskes, var et forklæde en smart ting til arbejdsbrug. Det mest anvendt forklæde var det klassiske uden smæk, i middelalderen var det rellativt smalt til kvinder var det langt, til mænd kunne det have varierende længde.
På illustrationen er vist: En klassisk forklædemodel i hør og et læderforklæde af en hel dyrehud, der kan sys stropper i forbenene eller man kan anvende et bælte.
Forklæde med tilrynkning foroven og smoksyning og et stribe broderi, den broderede model, der også kunne have en frynseforneden var populær i England.
Den smalle type forklæde var meget typisk og der først senere i middelalderen det bliver bredere i modellen.
Sidst et forklæde med trekantet smæk, der er fastgjort med en fibula.
Forklædekjoler
Denne forklædetype
blev anvendt af middelalderens jordmødre i den senere del af middelalderen.
Forklædet er vel nærmest en forklæde kjole/dobbelt forklæde. Man kan ane lidt plissering/tilrynkning af det øverste af forklædet, for og bagside har samme design.
Der er flere forskellige billeder der viser den type forklæde.
Jeg har også fundet et lignende type med mindre sideåbninger og sort kantning på stropper og et bælte, på et høstbillede fra 1400 tallet.
Senmiddelalderens beklædning viser mere krop og seksualitet end tidligere og ikke mindst i mandsdragten, med fokus på skuldre, smal talje og syle stramme hoser og skamkapsel.
Bukser
Omkring bukser, så brugte man bukser i jernalderen og vikingetid, hvad der så gjorde at man tilsyneladende gik helt bort fra den gode praktiske opfindelse og gik over til de indviklede hoser og broger, kan godt virke mærkeligt.
At bukserne synes at forsvinde for at erstattes med Broger og Hoser må være et modefænomen, men måske også et signal om at man var et moderne erupæisk kristent menneske. Nu skulle man have et par underbenklæder: Broger i hør og et par løse hoser.
Fra jernalderen er der fundet velsiddene "strømpebukser" af en type man begynder at bruge igen i senmiddelalderen, på det tidspunkt mande koften krymper til små korte snævre jakker (Dublets).
I Vikingetiden brugte man både meget vidde pludderbukser og bukser som fx. Skjoldehamn bukserne på billedet.
Man er i tvivl om at Skjoldehamn dragten måske er en kvinde dragt, måske enda en middelalder Same dragt, på grund af knoglerne og at dragten har stof med striber og farver.
Fortil er der indsyet en smal stolpe og på enden er den bredere.
Bukserne har et lidt haremsbukse agtigt udseende når de er på.
Der er er mere om Broger under: Broger og særke
Hvor hurtigt og gennemgribene den nye mode bliv indført i alle samfundsklasser er svært at vide, en dragthistoriker som Ellen Andersen antyder at almuen nok har fortsat med at bruge bukser til arbejdsbrug.
Men et bevis for at man anvendte bukser i middelalderen er ikke fundet.........endnu. Så hvis man er middelalder aktør skal man trække i broger og hoser!
Kapper
Middelalderens kapper skiller sig ikke nævneværdigt fra tidligere århundreders.
En foret kappe evt. med et pelsfor, var god og praktisk at have og kunne også anvendes som dyne/sovepose på rejser. Hellange kapper synes at være for de rige, ellers går kapperne til knæet.
Mænd og Kvinders kapper er ret ens, af snit og dekoration, kvinder er ikke vist i korte kapper hvis der ikke er tale om lange strudhætteslag.
Ofte var kapperne syet som lidt af et puslespil for at kunne spare på stoffet.
Kapper kunne have mange forskellige lukninger: Bockstens mandens kappe var syet sammen på den ene skulder, en kappe med snorelukning, kappe lukket med en fibula og en lukket med et større spænde, andre kapper var bare lukket med et tværbånd. senere i perioden kunne en kappe også være knappet.
Hvad så med hætter på hel lange kapper? I tidlig middelalder var de generel mode, men synes at ende som klerikal dragt. Kapper med hætte og lidt korter slag blev brugt til arbejdsdragt.
Ofte har man supleret kappen med en strudhætte. Eller hætten har siddet på en strudhætte hvor skulderslaget er nået til taljen, lidt som en pontcho.
Kvinder kunne også anvende en stola som overtøj, et stort rektangulært klæde der både kunne tages op over hovedet, eller draperes over skuldrene.
På tegningen er vist formen på Bockstensmandens kappe, der er syet sammen på skulderen, af brug og ophængning på Museet er den modsatte skulder også blevet rundet, typisk for kraftige uldstoffer er at de med tiden tager form.
Den lille kappe viser den klassiske halv cirkulære kappe der lukkes foran, der er ikke meget halsåbning, men den lukkes som de meget åbne kapper som ses højere oppe på siden.
Man har også fundet Sankt Birgittas kappe, den er dog er lidt speciel, da den er syet af en gammel overkjole (surcotte), dog oprindeligt af fint blåviolet uldstof, kappen er ikke så cirkulær og er blevet sammenrimpet foroven, for at få noget pasform.
Link til Sankt Birgittas kappe hvor rekonstruktionen af kjolen også er vist.
Flere dragter
Læs om middelalderens overtøj, slagkofter og kjoler med helvedesgab på siden Jakker og frakker Samt Dragter fra tidlig middelalder med fokus på Vikingetidens dragter
Links
En sammenlignende studie af fundne dragter af Maggi Forest, her kan man ser Herjolfnes dragterne og andre danske dragt fund.
Kjortler og tunikaer En super oversigt til at sammenligne forskellige middelalder dragtfund, mønstrene er meget skematiske og ikke helt med alle de detaljer dragterne har, men siden er god til at få et overblik over grundmodellerne.
Moselundkjortlen Rekonstruktion til reenactment
Tunika Pragt mande tunika fra 1100 tallet.
Strudhætter Hoodlums (Virtue)
Strudhætter Eksempler på forskellige typer fundne strudhætter, det er ikke mønstrer, men skematiske tegninger af grundopbygningen.
London strudhætte Fin lille dame strudhætte
Skjoldehamn fundet Strudhætte og tunika
Syteknikker i fundne dragter:
Om syteknik af nordbodragterne (pdf) Uddrag fra Else Østergårds bog.
Frans af Assisi´s tunika Enkel tunika. Tunikaen er sandsynligvis ikke helgenens, da den er fra noget efter hans død formentlig fremstillet ca 1260.
SyteknikkerPdf med syteknikker fra fundne tekstiler.
Snørring af dragter Grundig forklaring omkring snørelukninger i historiske dragter.
Smocksyning Plisserede forklæder fra middelalder og renæsance.
Fremstilling af snore til dekoration og snørring af dragter:
Video der viser Fingerloop braiding
Slyngning Vikingeteknik til snorefremstilling.
Der er mere om dragtmønster og syning på linksiden.