Farvning og importeret klæde

 

De dyre klart farvede stof kvaliteter, kaldte man skarlagen, og de blev farvet af skønfarvere der var specialister i at farve i klare ædelstensfarver, safirblå, smaragdgrøn, dueblods rubinrød, i dag kender vi betegnelsen skarlagen kun i forbindelse med højrød, hvor farvestoffet kommer fra tørrede Skjoldlus af arten Cochenille, men ordet skarlagen dækkede over flere farver i middelalderen, end kun den røde.

Billigere klæde og hjemmevævet var farvet med mere tilgængelige plantefarver.

 

 

I tidlig middelalder indfarvede man ofte garnet inden vævning, hvilket kan give farveskift i vævningen, senere foretrækker man at kvallitets stoffer fremstår helt ensfarvet. Nogle gange er tekstilerne både farvet som garn og senere også indfarvet når det var færdig vævet, for at give et ensartet resultat.

 

Fremstilling af uldtextiler

Der var meget hjemmevævet uldstof, alligevel blev der inporteret en del stof fra England, Tyskland og Nederlandene.

Det der kendetegnede det fineste klæde var at det var vævet af bedste kvallitets uld, fra England eller Wales, der også eksporterde uld til videre forarbejdning fx. i Nederlandende. 

 

Efter vævning blev det omhyggeligt valket (filtet/fulling) med Fullers earth og stampet. Derefter strukket da der er en vis krympning og man kunne rissikere at klædet trak skævt efter vask. og derefter blev det presset fint glat og blankt, man anvendte også en stor saks til at klippe alle løse hår væk. Det var disse specialiserede processer der gjorde at den type klæde var dyrt og eftertragtet. Det var meget få der havde råd til at gå med så fine uldkvalliteter. Det færdige produkt har fremstået ensartet og blankt.

 

De fine uldstoffer kunne også være tyndere end, hvad vi umiddelbart forestiller os, at man havde i middelalderen. Og det ville give dragterne et andet udtryk, med finere folder og fald.

 

Kamgarns stoffer var billigere, da de udover at fibrene var billigere, krævede mindre efterarbejde på det færdig vævede stof.

 

Dyrt klæde kunne kunne være bredere end de 50-60 cm der ellers var almindeligt, det betød at man ikke behøvede at øge tøjet med så mange kiler, som i hjemmevævet tøj hvor vævebredten kunne være under en meter, i princippet så bredt som over skuldrene og brystet og det er ca 60 cm, det var derfor nødvendigt at indsætte kiler til at få nok vidde i dragten og for at få mest muligt ud af stoffet. Men har dog for nyligt fundet en væv i skåne fra Vikingetiden, der har kunne væve stof i 150 i bredde.

Profesionelle vævere kunne sidde ved væve der næsten fyldte et helt rum og der var langt bredere en de almindelig væve i hjemmene.

 

Guldtråd og silke

Guldindvirkede stoffer har man anvendt fra middelalderens begyndelse og tidligere, dog så i importerede Orientalske tekstiler. Guldtråd kunne fremstilles enten ved at sno tynde guld lammeler om en tråd, eller at forgylde dyretarme. 

 

Mange af de guldindvirkede stoffer er endt med at bliver brændt, da man på den måde kunne genanvende guldet.


En del Messehagler og alterduge har overlevet og giver et indblik i de smukke pragt vævninger, der også blev anvendt til dragter og boligtekstilertekstiler hos de fornemeste i middelalderen.

 

Senere i middelalderen bliver stoffer som silkefløjel meget yndet.

En type fløjel i halvsilke, hvor bagsiden var i Hør/hamp var noget billigere at femstille.

 

Silke er for de rige og nogen steder forbudt for almindelige mennesker, selvom de skulle have råd til det, men man kunne alligevel sy en lille silke bræmme i halsen på sin uldkjortel, det har man fundet på dragtfragmenter fra tiden.

 

Glitning af stoffer

Både uldklæde og hør blev glittet med fx. en glassten for at opnå en glat overflade og for at lægge sømme ned. Der er jo en forskel på hør der har været gennem en rulle maskine, det er glattere og lidt stivere og blankere, på en måde der er svær at opnå med almindelig strygning/pressning.
At stof var glat og blankt har været eftertragtet og vist rigdom, alene tiden der var indvolveret i processen, har vist at man havde folk og tiden til det.

 

Væveteknikker

Middelalderen kendte til mange væveteknikker: Reps, Tvist, Damask. Diamantkiper, satinvævning, Flos, Ternede og stribede tekstiler og mange flere. Nogen teknikker egnede sig for at kunne væves hjemme og andre for proffesionelle vævere.


Uldstoffer var oftest vævet i en 2/2 kiper. Vævningen kunne være tæt og få forskellige tidskrævende efterbehandlinger hvis de var vævet proffesionelt.

 

Lærredsbinding blev både anvendt til uld og hørstoffer og er ofte en lidt åben vævning.

Der er steder man kan skaffe uldstoffer der har den rustikke håndvævede karakter der passer til tiden, med priser omkring 150-250 pr meter, netbutikkerne kan ses på linkssiden.

 

Mønstrede tekstiler

Ternede og stribede tekstiler er kendt længe før middelalderen også i Danmark, og kunne fremstilles af en hjemmevæverske.

Og så er der de tekstiler hvor selve vævningen giver indtryk af mønster Diamant kipper Fx.

 

En andet type mønstrede stoffer var Lampas, som kan beskrives som brokade agtigt. Og blev anvent til pragt klæder og kirketskstiler, bla. Messehagler og alterduge.

 

 

Mønster vævede tekstiler i guldtråd og farver kunne importeres fra nærorienten eller Frankrig og Italien.
Trykte mønstere begynder man at femstille i Italien i løbet af 1300 tallet. Hvor mønsteret er udskåret i træblokke og giver nye muligheder for mønstrede stoffer.

 

Mønstrede tekstiler Uld, hør og silke til reenactment brug

Materialerne til aktører er helst, ren uld, hør, brændenælde "Netteldug" -og silke hvis man skal forestille højere stand, bomuld blev ikke almindelig i nordeuropa før Rænesancen.

 

Man anvendte også brændenælde fibre til vævning og der er steder i dag hvor man kan købe stof af brændenælde fibre. Faktisk er klæde af brændenælde mere lækkert end hør, en næsten silke agtig i fald og blødhed.

Om der er en lille smule kunstof i ulden kan gå an, med Hør ændre meget karakter når der kommer andre fibre i, som en moderne fiber som viskose.

 

Middelalderen var ikke helt ukendt med at mikse fibre i garner, men til reenactment, skal det være af de fibertyper som var tilgængelige i middelalder perioden.

 

 

Når det kommer til dagens udvalg i silkestoffer, er den meget strukturede Thai silke ikke sagen, med sin tydelige stribe effekt. En Tussa silke der er lidt mat eller en mere ensartet mellemblank silkekvallitet er mere velegnet.

 

Det kan være svært at finde de rigtige typer silke, men man må bare kigge sig god for. Silke kan anvendes til Fx. detaljer i kantning og til tasker/punge til kvinder.

 

Se den rene middelalders linksside for forhandlere af textiler og brodergarn/tråd velegnet til reenactment.

 

 

 

 

Links

Textilarkeolog Rekonstrueret uldstof som det man har fundet fra Vikingetid og middelalder.  Og artikler om forskning i tekstiler og teknikker.

 

Silkwerk Silkefremstilling og håndarbejds teknikker

 

Medieval textiles Eksempler på vævninger, mønstre og teknikker.

 

Extant embroidery Billeder af broderede middelalder tekstiler og kjortler, meget interessant side.

 

Phiala's string page Side med instruktioner i nålebinding, brikvævning, spang og snorebesætning.

 

Nordbodragterne Brikvævning på dragter og kantning.

 

Tablet Weaving by Lise Ræder Knudsen

 

Fremstilling af snore til dekoration og snøring af dragter:

 

Fingerloop braiding

 

Video der viser Fingerloop braiding

 

Snore ved hjælp af Lucet

 

Slyngning  Vikingeteknik til snorefremstilling.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Moden i middelalderen

Reenactment tøj

Dragtmønstre og beskrivelser

Dragter fra tidlig Middelalder

Dragter fra senmiddelalderen

Nordbodragterne

Hatte og slør

Jakker og frakker

Dragter med plissering

Bliaut og Dalmatica

Særke og broger

Bælter og tasker

Sko og støvler 

Smykker

Tekstiler

Frisurer og hårpleje

 

 

 

I regnbuens farver

Middelalderens mennesker elskede farver og så mange og så kontrastfyldt som muligt!

Alligevel var det fra øvrighedens synspunkt ikke velset, at almindelige borgere bar dragter i mere end 2 farver, men da under kjortlen have en farve og overkjortlen en anden og meget gerne med et kontrast farvet for, så kunne det jo ske at det blev til lidt flere farver.

Kontrastfarver i dragten var idealet hvis man havde råd til det, blåt, rødt, grønt, ikke noget med tone i tone eller lækre farvesammensætninger, kontraster var god stil i middelalderen.

Hvis man skal tro de gamle manuskripters miniature, var rosa også en yndet farve både for mænd og kvinder af højere stand. Det var absolut teknisk muligt at farve endog meget stærkt pink farvet i middelalderen!

 

Rosa tunika og gule hoser

 

Farver og socialstand

Med hensyn til farver skal man tænke på, hvilken stand man har valgt at tilhører som aktør, stof i meget klare gennemfarvede kvaliteter er for højerestand, eller er bare blevet anvendt til kanter/effekter på dragten.

 

 

Farver som karrygul, gulgrønne og blågrønne farver kunne opnås gennem plantefarvning/hjemmefarvning, også de brunrøde og bløde røde farver, derfor var den type farver ikke eftertragtede af de rige, specielt ikke gule farver.

 

En farve som indfarvet mørkebrun var dog kostbar, og ikke for fattigfolk, der måtte nøjes med lysere nuancer af brunt, eller naturlig brun Fåreuld.

I begyndelsen af middelalderen er blå den mest eftertragtede farve, i midt middelalderen rødt.

I slutningen af middelalderen blev mørke farver og sort brugt af adlen og det formuene borgerskab.

 

At farve et klæde helsort krævede meget farvestof og måske flere farvebade for at opnå et godt resultat. Sidst i middelalderen, blev sort farven, for de rige og magtfulde, noget der stadig ses af præsten og dommerens sorte dragt. Selv lin og særke i sort blev en tid højeste mode i Frankrig i 1400 tallet.

 

I byene har man i udgravninger fundet rigtigt mange rødlige textiler, og nogen blå, at blå er sjældnere i fund kan skyldes at farven i mindre grad tåler at være i jorden.

Men hovedparten af dragter har været i uldens naturlige farver hvid, grå, mellembrun.

 

For alle befolkningsgrupper fra hytte til slot, var textiler noget man tog vare på og genanvendte, de mindste stofstumper kunne pynte/lappe på noget og gamle dragter kunne blive genanvent, med noget omsyning og evt. en genindfarvning.

 

I England og Sydeuropa lavede man love der forhindrede at folk brugte for mange penge på kostbare stoffer og andre luksus ting. Det var vigtigt at nye velhavende grupper i byerne ikke kunne klæde sig som Adlen. I England lader det ikke til at nogen blev anklaget og modtog bøde, men det skete andre steder. I England var det mest rettet mænds dragter, hvor det er sydeuropa var kvindernes der var i fokus.

 

Erik Glipping står for en lov i 1283, om ikke at ud og tilskære klæder for meget, men det gælder vist kun hoffet.

 

Farvning

Purpur, fremstillet af purpursneglen (Nucella lapillus)

var en af middelalderens absolutte prestige farver, en farve som også Romerne regnede for den fineste farve. Alene da purpur faven var dyrere i gram end guld. Og at Cæsar helst så at kun han bar denne farve, var med til at den mørk violette farve havde en lang historie som den fineste. Også i middelaldren var den for de Kongelige.
Det var den meget dybe purpur violette der var den mest royale, purpur kunne selvfølgelig også farve lysere violette og røde nuancer. Også andre farver når den blev blandet med kemikalier man anvendte til farvning.

 

Bemærk den subtile forskel på den mørke næsten bourgogne nuance og den mere violette, der begge er "purpur".

 

I det Engelske sprog bruges purple om en stærk lilla nuance, hvor den "gamle" purple er en dybere mættet nuance. Jo mere mættet en farve, jo mere farvepulver og derfor finest.

I løbet af 1400 tallet fandt man billigere måder at farve en dyb violet, og moden skiftede til sort og vinrøde nuancer.

 

Den stærkt rødfarvende Kermes kom fra pulveriserede insekter: Der skal 60-80 hun Coccus ilicis biller, med ulagte æg til at fremstille et gram pulver til farvning af skarlagenrød. 
En mere opnåelig rød farve kunne opnås ved at farve med Kraprod.
Korkje (lav) gav en lilla/purpur farve og blev importeret fra fx. Norge. Korkjen blandet med urin gav en fin farve. Både farvere og garvere anvendte urin. 

 

En plante som farve-vejde (Isatistincitoria) har et indhold af Indigo (blå), dog meget lavere end den importerede indigo plante.
Vau kunne farve en holdbar gul. Mere tilgængelige planter der farvede gul, var ikke så farveægte.

 

Og valnødder kunne farve mørkebrun. Ofte blandede man forskellige hemmelige ting i, for at få de rigtige nuancer og de proffesionelle farvere har været meget hemmelighedsfulde omkring opskrifterne.

 

Grønt klæde krævede at man først farvede gult og efterfølgende blåt.

 

Nogen gange, farvede man garnet inden man vævede, for igen at indfarve det efter vævning. Og falmet tøj kunne få sig en tur i et farvebad.

 

Farvere anvendte også fx. jenvitriol for at få bedre resultater under farvningen for at få farven til at "bide på", men det var også med til at på længere sigt nedbryde tøjets fibre. Lud og allun blev også anvendt til at forberede garnet/klædet til farvning.

 

Kalk og naturlige mineraler i vandet, kan også påvirke resultatet af farvningen betydeligt. Den samme farveblanding, kan give meget forskelligt resultat efter hvor vandet kommer fra.

 

De dragter og klæde fragmenter man har fundet, giver ikke et klart billede af farverne. Nogle farver nedbrydes med tiden og teknikken kan endnu ikke analyserer om de har været farvede og med hvad. Rød er den farve der ofte holde sig bedst, hvorimod blå kan være svær at opdage efter mange hundrede år i jorden.

 

Nålebinding, strik, spang

Nålebindings teknikken blev brugt til Bla. hoser, vanter og huer og er en form for strinkning med en nål. I forbindelse med dragtfundet fra Uvdal i Norge, fandt man flere par røde nålestrikkede vanter. Nålebinding er en mere langsommelig teknik en strikning. 

 

De tidligst fundne strikkede genstande er strømper fra Egypten fra ca. 800-900 tal.

Efter billedededer fra middelalderen, ser det ud til at man beviseligt har lært sig strikke teknikken med 2 og 4 pinde, i løbet af 1300 tallet. I det mindste i Italien og muligvis England. 

 

Maleriet fra første del af 1300 tallet viser strikning med to pinde.

 

Strikning af en barne kofte med 4 pinde, billede fra 1400 tallet.

 

Man strikkede mindre genstande som tasker, huer, vanter, strømper, men også børnetøj, da de billeder der er af strikning viser Jomfru Maria strikke børnetøj.

 

Spang var en anden form for knytte teknik med mange anvendelser Fx. til hårnet.

 

Brikvævning og snore

Brikvævedebånd blev brugt som pynt og forstærkning på dragter eller som bælter. Man kunne også brikvæve en kantning direkte på stoffet, som på nordbodragterne.

Nederst på siden er der links der viser og forklare de forskellige teknikker. Men fremstillede også snore ved forskellige teknikker som Lucet og slyngning, til kantning, snørring og til halssmykker. Se links.

 

Brikvævende kvinde

 

Kreneleringsborder

En anden form for dragtdekoration, var border af valket/filtet uldstof, som man har kunne udklippe med Fx. buer og og takker eller et løvbladsmønste. Den valkede/filtede stof kvallitet gjorde at man kunne udkllppe stoffet uden at kante det. Man har fundet flere af den type dragt dekorationer i udgravninger. Borderne kunne anbringes som pynte dekoration i halsåbninger og ved håndledene.

 

Hvad var hvidt i middelalderen?

Det hvide linned til lin og undertøj regnes for et højerestands fænomen, alligevel må det have været muligt for alle, at solblege deres linned hvidt -eller i det mindste hvidere.

Til gengæld er det hvide linned, meget upraktisk for arbejdene folk.

 

Natur hør har en gråbeige farve som har været anvendt ubleget. Der har også været mange forskellige hørstofs kvalliteter, fra en meget meget grov hjemmevævet kvallitet som de særke der blev fundet i Uvdal i Norge, til tætvævede tynde blank glittede kvalliteter. De fineste linned kvaliteter skulle være kommet fra Nederlandene.

Kvallitets hørstoffer til særke/undertøj/boligtekstiler har kunne holde næsten i gennerationer, og har været noget man var omhyggelig med og en del af en families rigdom, lidt som vores tipoldemødres linnedskab med damaskduge og sengelinned med mellemværk, der tålte at blive vist frem, perfekt rullet og lagt sammen.

 

To Korsriddere i hvide kapper

 

Det kan diskutere hvor hvid middelalderens hvid var, i datidens kunst er hvidt tøj hvidt, men det er nok ikke sandheden, man kan blege hvid natur uld med svovl og man kendte også kemi i middelalderen, men den kridhvide uld vi kender i dag.

 

Natur uld har en lidt gullig elfenbenshvid farve og Tempelriddernes, berømte hvide kapper var vel så hvide som nu engang naturulden er.

 

 

 

 

www.denrenemiddelalder.dk